Jeg gør opmærksom på at teksten er lang, og det derfor kræver noget tid at læse om forløbet, hvis man ønsker det.

Historien er opdelt i afsnit:

Krisen kradser, Diagnosen stilles, Vi tager kampen op,

Et nyt liv samt update juli 2005

Hilsen. Maria

Krisen kradser:

Vi havde affundet os med min sygdom i det indre øre (se under ménière) og havde lært at leve med den faktor i vores liv, som trods alt havde lært os at sætte meget større pris på hinanden og vores tid sammen end før og havde lært os hvor vigtigt det er at undgå stress og flippe ud over ting der ikke er absolut vigtige.

Derfor var det ekstra hårdt da jeg i slutningen af december 2002 blev dårlig. Det startede som generelt ubehag og udviklede sig hurtigt til blærebetændelse, troede jeg da. Lægen ordinerede i januar penicillin, hvilket virkede et par dage, hvorefter blærebetændelsen blev værre igen. Jeg fik taget prøver og lægen mente at det nok var en type blærebetændelse, hvor penicillin ikke virkede og at man skulle angribe med en anden type medicin i stedet. Den anden medicin bedrede også symptomerne i den uge behandlingen stod på. Bagefter startede det hele forfra igen, og jeg kunne nu næsten ikke hænge sammen. Jeg skulle tisse hvert øjeblik og sov ikke om natten. Jeg tabte mig og så generelt rigtig skidt ud. 

Til sidst besluttede vi at jeg skulle ringe til lægen endnu engang – i februar 2003. Lægen sendte mig straks på ambulatoriet for at få foretaget en række blodprøver for at få fastlagt hvorfor jeg ikke reagerede på behandling og hvad der eventuelt ellers var i vejen.

Diagnosen stilles:

Det kom derfor som et chok da lægen samme aften ringede til os og fortalte at hun godt kunne forstå at jeg var så dårlig. Jeg havde nemlig sukkersyge (type 2) og mit blodsukker var meget højt. Hun indprentede os at jeg under ingen omstændigheder måtte indtage noget med sukker og at vi omgående skulle komme ned til hende næste dag for at få målt blodsukker og snakke sammen om sygdommen. 

Hjernen kørte vist nok rigtig meget rundt på os hele den aften. Camilla var forskrækket, vist nok mest over ordet ”sukkersyge” og vi prøvede at berolige hende på bedste vis, men tankerne var andetsteds: Hvorfor og Unfair er de 2 ord der dækker vores tanker fra den aften bedst. Heldigvis har vi adgang til Internettet og der blev godt nok surfet efter informationer! Efter at have læst meget om hvad sukkersyge indebar, blev vi noget roligere, og da vi kom ned til lægen næste dag, var der ikke meget hun kunne fortælle os om, som vi ikke allerede havde læst os til gennem den lange nat:

Der er mange hormoner, som medvirker til regulering af blodsukkeret, og insulin er det vigtigste hormon i reguleringen. Insulin er af betydning for alle legemets celler. Insulin sænker bl.a. blodsukkeret ved at øge optagelsen af glukose i fx lever og muskler. I forbindelse med indtagelse af føde stiger blodsukkeret, og parallelt hermed stiger indholdet af insulin i blodet. På den måde undgås voldsomme stigninger i blodsukkeret, samt at det atter falder til normalt niveau i løbet af 1-2 timer. Det er her den er gal hos diabetikere. Type 2 diabetiker har nemlig som oftest en utilstrækkelig insulinproduktion i bugspytkirtlen og nedsat følsomhed i cellerne overfor insulin (type 1 producerer slet ikke insulin selv, derfor nødvendighed med injektion). Blodets sukkerindhold reguleres ikke som hos normale mennesker og derfor stiger det voldsomt. Det medfører træthed, tørst, hyppig vandladning, manglende appetit og gentagne infektioner, så længe sukkersygen er ubehandlet.

Man skal tabe sig hvis man er overvægtig, dyrke en masse motion, spise sund og varieret kost med mange fibre og langsomt omsættelige sukkerstoffer, måle blodsukker regelmæssigt, stoppe med at ryge samt gå regelmæssigt til læge for at få undersøgt øjne, fødder og nyrefunktion.

Type 2 diabetes kan normalt holdes nede med en rigtig diæt og derved formindskes/udsættes risikoen for komplikationer. Mange vil dog på et tidspunkt få brug for insulininjektioner. Mulig forværring kan også være diabetisk øjensygdom, nervebetændelse, nyresygdom, hjertesygdomme samt koldbrand i tæer og fødder grundet det høje sukkerindhold i blodet.

Vi tager kampen op:

Jeg skulle for at få blodsukkeret ned til rimelig diabetikerleje, omlægge mine kostvaner totalt. Jeg skulle undgå sukker og skulle til at holde styr på kulhydrater og lære hvilke der er langsomvirkende og gode og hvilke der er hurtigvirkende og ikke så gode for en diabetiker, og jeg skulle lære at måle sit eget blodsukker. 

Sidst men ikke mindst skulle jeg tabe sig. Jeg var overvægtig, havde været 5 kilo over normalvægt da jeg blev gravid, men det var intet sammenlignet med den kampvægt jeg fik under graviditeten grundet svangerskabsforgiftning, og bagefter orkede jeg simpelthen ikke at gøre noget ved det da jeg jo blev ramt af Ménière’s sygdom. 

Men nu skulle jeg i gang med at tabe sig – helst 10, gerne 15 kilo, tak for kaffe. Det skulle foregå ved motion hovedsagelig, for vores kost var i forvejen ikke særlig fed. Patrick synes det var meget, men jeg følte det anderledes. Jeg følte, at nu var der endelig stillet en diagnose og denne gang kunne man holde sygdommen nede ved at gøre noget aktivt, og så blev jeg ihærdig og stædig. 

Kosten blev lagt om i stor stil hvad angår grøntsagerne og portionsstørrelsen af dem. Vores køkken bugnede af grøntsager i alle afskygninger og med bøger om diabetes og fødevarelister, for ikke at ramle ind i produkter med skjult sukker, og det er noget af en opgave at sætte sig ind i.

Samtidig indledte jeg et motionsangreb. Vi købte en motionscykel til mig for jeg fandt lynhurtigt ud af at det var umuligt at nå minimum ½ times motion daglig i et motionscenter med det travle liv vi har. Samtidig besluttede jeg mig for at styrketræne fordi det var mange kilo der skulle væk og jeg ikke ville have løs hud bagefter. 

Den første dag på cyklen var et veritabelt helvede. Jeg pustede og stønnede som et gammelt damplokomotiv… og havde kun cyklet 7 minutter! Jeg holdt ud i 10, men mine muskler skreg dagen efter dag jeg igen satte mig op. Langsomt fik jeg øget både længden af min træningen og belastningen under denne. Den dag jeg kunne cykle i 30 minutter og blive fornuftig forpustet var en sejr, men det tog også sin tid.

En typisk motionsdag for mig startede sådan:

Morgen: 15 min. cykling + lidt styrketræning

Aften: 15. min cykling + lidt styrketræning

Undervejs har jeg øget intensiteten af træningen og træningstiden for stadig at kunne tabe mig, for det er klart at det bliver sværere og sværere at smide kiloene, jo færre der er tilbage.

Jeg har efter et års tid med motionscyklen tillige investeret i en ro-maskine. Dels fordi det er dødssygt kun at cykle og det giver dig nogle enorme lårmuskler, og dels fordi jeg ved at ro kunne spare noget af styrketræningen væk, og træne anden muskelgruppe i benet da det er en anden bevægelse (og jeg har jo ikke lyst til at ligne Bjarne Riis i en nederdel).

Et år efter ser min typiske motionsdag således ud:

Morgen: 30 min. Cykling, i weekenden 45 min.

Eftermiddag: Styrketræning

Aften: 30 min. Roning, i weekenden 45 min.

Motionsangrebet har haft en markant effekt. Jeg har nu tabt 27 kilo og kørt den første motionscykel i smadder. Jeg planlægger at gå efter guldet på de 30 kilo, ikke fordi jeg behøver det, men fordi det ville være rent blær og sejr overfor mig selv at kunne runde så meget, men så stopper jeg også.

Det er til tider gået langsomt med vægttabet, men det skyldes også at jeg har valgt at motionere hele vejen igennem forløbet og her opbygger man muskler, så vægten synes at stå stille. Det er derfor jeg ikke har været medlem af vægtvogtere eller lignende, idet jeg i deres programmer følte at de kun lagde vægt på selve vægttabet og ikke at man fik styrket sine muskler og trukket huden sammen undervejs. Og så er det heller ikke lige altid at deres programmer mht. kost passer til en diabetiker.

Jeg overvejede i begyndelsen at kontakte en diætist, men min læge kunne ikke rigtig se hvad de kunne gøre for mig som vi ikke selv her i huset havde læst os til, og jeg har jo heller aldrig haft problemer med vægttabet fordi jeg har haft diabetes-kost-bøger.

Jeg overvejer dog nu hvor jeg skal stoppe vægttabet at kontakte en diætist for at få en plan til at skulle holde en vægt,  jeg kender faktisk kun til at skulle gå ned af og ikke stå stille. Derfor er det vigtigt for mig at finde ud af hvor meget der skal til for at vedligeholde vægten og hvilke ”glæder” jeg eventuelt fremover kan tillade mig, hvis jeg fortsætter motionsniveauet.

Jeg har haft en læge der var god til at støtte undervejs og jeg har virkelig fået stor ros for min utrolige disciplin og styrke til at blive ved, selv efter hun mente at nu var min vægt flot. Jeg er nu helt uden blodsukkersænkende, blodstrykssænkende og kolesterolsænkende tabletter, som jeg i starten af sukkersygen fik ordineret for at beskytte kroppen mod det høje blodsukker. Mit håb er helt at undgå medicin, og det kan jeg kun så længe jeg bruger motion som medicin. Hvor længe jeg kan holde til det høje tempo ved jeg ikke, men jeg har det fint med det nu, og jeg kan tillade mig at drosle helt ned til 30 min. motion om dagen og stadig opfylde ”motionskravet” til diabetikere (og alle andre for den sags skyld), så jeg har da lidt at give af hvis jeg kører sur i det.

Et nyt liv:

At leve med sukkersyge har selvfølgelig medført en hel del ændringer i hverdagen.

Jeg er nødt til at planlægge hvad jeg vil foretage mig og det at blive ramt af følinger (når blodsukkeret bliver for lavt) er dødubehageligt og derfor vil man selvfølgelig undgå det. Men det er jo ikke altid til at forudsige hvad man vil foretage sig hele dagen, og så ramler jeg ind imellem ind i dem, og må tage det med. Det var lidt ubehageligt da jeg første gang oplevede en føling og var alene hjemme med Camilla. Men det at hun var her tvang mig til at tænke i helt andre rolige baner, og at prioritere at fortælle hende hvad der skete og at det ikke var farligt. Det betød at vi kom for sent i skole den dag, men læreren satte stor pris på hvad jeg havde gjort så Camilla var tryg, kontra at skynde mig til at få en anden til at køre hende i skole.

Det er også irriterende når spontaniteten skal planlægges :-) Skal vi foretage os noget der er lidt usikkert skal jeg lige have ekstra mad med osv. I det tilfælde at vi bliver forsinkede…øv…men jeg er ved at vænne mig til det.

Og det største irritationsmoment hos mig er at jeg ikke bare kan kaste mig hovedkulds ud i et projekt som før. Jeg kunne godt finde på at nu skulle der bare laves noget i haven og så klø på til jeg var halvdød og det var overstået. Det kan jeg ikke mere, jeg er nødt til at holde pauser og tænke på hvor meget jeg har motioneret og arbejdet kontra spist. Det er m..irriterende, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det.

Det har også været svært at i starten at komme på besøg hos folk, for det er ikke altid de husker at jeg har sukkersyge og jeg har absolut ikke lyst til at det skal blæses op. Omvendt har jeg heller ikke lyst til at spise noget,  jeg godt ved min krop ikke kan tåle. Jeg hader at være til besvær og synes det kan være svært at skulle ringe og lige minde om at jeg har sukkersyge (hvis jeg f.eks skal 1 uge på kursus). Og jeg kunne også mærke på min familie at sygdommen var svær at forholde sig til i starten. Men de har med stor ros virkelig gjort et arbejde for at jeg kan overholde min sukkersyge, selv når vi er inviteret ud.

Sygdommen har også givet nogle "skræmmetanker". I det daglige kan det være svært at forstå at min krop ikke kan tåle sukkeret, for der er jo ingen umiddelbar konsekvens af at indtage for meget, og så kan det være svært at holde fast ved kursen. Men jeg har læst, hørt og set mange eksempler på hvorledes ubehandlet sukkersyge og også dårlig passet sukkersyge medfører forfærdelige følgesygdomme. Og problemet med sygdommen er netop at du ikke får problemer her og nu fordi du ikke passer din sukkersyge, til gengæld kommer de snigende om 10-20 år. Og jeg har ikke lyst til at miste synet, have kronisk nervebetændelse, dårlige fødder nyrer el. lign fordi jeg ikke kunne tage mig sammen og passe min sukkersyge. Det skal dog tilføjes at jeg ikke er så hellig at jeg ikke indimellem tager en is, spiser et stykke chokolade eller at vi går på restaurant, man skal jo også leve, men det er i dagligdagen det er vigtigt at holde fast. Og når jeg har spist lidt ekstra til fest eller lignende, så har Patrick og jeg en aftale om at så skal de arbejdes af på dansegulvet (til sidste julefrokost endte det med 90 min for jeg havde lige nappet en GOD portion risalamande og så gik blodsukkeret amok). .

Når det hele er lidt surt tænker jeg at sukkersyge egentlig bør ses som en gave, hvis man er på et sidespor som jeg var og hvor der ikke var energi til at tage fat. Den tvinger dig til stor omtanke omkring dit madindtag og til at dyrke masser af motion. Jeg passer også meget på ikke at prædike min tanker omkring levevis og motion ud til andre (f.eks andre sukkersygeramte) end de der er interesseret, så længe de accepterer at jeg har mine grunde til at efterleve "sygdommens regler" som jeg gør, for jeg skal ikke stille mig til dommer. Og hvad angår motion siger det f.eks absolut ikke Patrick noget, men det accepterer jeg, og han accepterer at jeg bruger så meget tid på det og tænker krop, mad, kulhydrater mv. Jeg sidder heller ikke om aftenen og bliver muggen når flæskesværerene og slikket bliver hevet frem, men hader at komme steder hvor sådanne ting bliver ”gemt lidt” væk af hensyn til mig i en misforstået hensynstagen. Jeg bliver til gengæld glad når jeg kommer et sted hen hvor jeg kan se at der er tænkt på mig mht. madlavning og sødemidler mv. og blev f.eks rørt da min Mor juleaften havde lavet risalamande til alle med sødemiddel i, og ingen kunne smage forskel, alle nød det ;-)

Update juli 2005:

Den 16. februar 2005 var jeg så uheldig at falde. Jeg hørte et smæld i luften allerede inden jeg ramte jorden og var næsten godt klar over at det var brækket.  Ambulancen kørte med det samme til Roskilde Amts Sygehus Køge hvor de kunne konstatere adskillige brud, blandt andet dobbelt skinnebensbrud. Jeg blev derefter opereret dagen efter og der blev indsat et marvsøm og skruer til at holde dette. 2 uger efter kom jeg endelig hjem og tænkte at det var skønt og nu skulle der nok komme gang i tingene, bare jeg var hjemme.

Det gjorde der bare ikke, det har nu taget mig 5 måneder at kæmpe mig på benet og det er desværre ikke uden problemer endnu både i knæet hvor man gik ind i knoglen og i fodledet hvor skruerne presser og laver problemer.

Jeg har derfor været nedlagt rent motionsmæssigt og da vi tillige holdt op med at ryge 1. januar har det betydet at jeg nu har taget 15 kilo på!!! Det er ikke fordi mit blodsukker er blevet meget forhøjet grundet det, det er stadig fornuftigt, men det er heller ikke fordi det har været søde sager jeg har spist, det har bare været generel overspisning, dsv. så lå der lige nogle kiks, så spiste jeg lige to æbler i stedet for et osv. osv. osv. Og langsomt vænner du din krop til at der er plads til mere omkring måltiderne og udenfor, for du ligger bare der og laver ingenting - udover at have ondt og spise. Dvs. at jeg er ved et punkt nu hvor det er en halv start forfra, men sådan er livet og der er ikke andet for at klø på igen når benet har det lidt bedre og så vide at jeg jo har gjort det før og at det kun er cirka halvdelen jeg skal tabe denne gang. Eneste positive i denne meddelelse er at vi stadig er  røgfrie og agter at holde det denne gang:-) og at vi klarede endnu en sejg omgang hvor det har været rigtig svært at få tingene til at hænge sammen rent praktisk uden at rive hovedet helt af hinanden:-)

Kontakt Tossehuset før du benytter/kopierer informationer ©