Tetsu: Farven på en Tetsu er meget tæt på den sorte farve som Showaer har og derfor svæver der også teorier om at showaen oprindelig blev fremavlet fra tetsu’en herfra.

Doro: Farven på en Doro er lys brun tone og kan oprindelig have været en mutation af Tetsuen. Der er også teorier om at Chagoien (Brun koi) og Ogon (metallisk Koi) oprindelig er skabt ved at parre en Tetsu Magoi, En Doro Magoi og En Doitsugoi. Doitsugoi’en blev i øvrigt introduceret til Japan fra Europa (Tyskland) for at blive brugt til mad for cirka 100 år siden.

Asagi: Den moderne Asagi har en lysblå til lidt mørkere blå og skælmønster og er direkte efterkommer af Asagien. Asagi anses for at være en af de oprindelige nishikigoi typer. Asagi Magoi og efterfølgende Asagi førte til udviklingen af forskellige typer koi f.eks kohaku, sanke, koromo/goromo samt shiro bekko. Asagi Magoi’en er også ansvarlig for den del af stamtræet der inkluderer Ki-Matsuba & Aka Matsuba.

Ris-bønderne i Niigata (samt selvfølgelig andre steder i Japan) holdt denne magoi-karpe som supplement til deres vinterføde og inde i huset i en lille dam i jorden grundet vintertemperaturen udenfor. Man opdagede at nogle af disse karper viste usædvanlige pletter i anden farve i.e. rød og interessen for et tidsfordriv gennem vinteren opstod – at prøve at avle koi’er med flere farvepletter. Og som bekendt er japanere kendt for deres grundighed og udholdenhed og den fejlede heller ikke i denne nye hobby.

Så skabte opdrætterne følgende mesterværker…;-))

I Japan dateres mange historiske begivenheder i henhold til den æra der eksisterede på tidspunktet i.e. den kejser der regerede.

Bunka & Bunsei Æra [1804 To 1829]

I denne æra blev den første ”røde” koi fremavlet. I begyndelsen var det røde dog begrænset til kinderne alene. Der blev også fremavlet hvide koi’er som man krydsede med de rødkindede koi’er og resultatet var en hvid koi med røde tendenser, dog langt fra egentlige markeringer. Det lykkeds også at få fremavlet ”albino” magoi’er i.e. koi’er der var hvide. Og tanken om at krydse opstod derved.

Tenpo Æra [1830 Til 1843]

”Opdrætterne” arbejdede hårdt på at fremelske de forandringer der skulle føre til at magoi’en (den nu brune koi med røde kinder) blev mere iøjefaldende i.e. at fremavle hvide koi’er med rødt på panden (Zukinkaburi), et helt rødt hoved (Menkaburi) og røde læber (Kuchibeni). Man arbejdede også med at fremavle koi’er der havde røde pletter på det sorte (Satassa).

Meija Æra [1868 Til 1912]

I 1888 blev den hvide koi med røde pletter på ryggen fremavlet til at være stort set den kohaku som vi kender i dag. Man anser en farmer kaldet Gosuke i Utogi (nu kaldet Ojyia) for at være den ansvarlige for dette.

Den tyske karpe der kun havde skæl langs siden blev også bragt til Japan i denne æra. Den blev krydset med en Wagoi (koi med skæl) og Doitsu’en (koi’er uden andet end en række skæl langs ryggen eller siden men med de gængse mønstre indenfor de forskellige varianter) blev fremavlet herfra.

Taisho Æra [1912 Til 1926]

Den hvide koi med rødt og sort mønster (Taisho Sanshoku/Sanke) er opkaldt efter denne æra. Første gang en sanke blev vist frem ved en udstilling var i 1915 men man mener at arten på det tidspunkt var cirka 15 år gammel, men måske var linien ikke stabiliseret førend nu og fik derfor først sit navn efter denne æra. Det var helt tilbage i 1917 at de fantastiske blodlinier der kendetegner sanken opstod og nogle farmere kan stadig i dag spore deres avls blodlinie tilbage til dette ophav.

Det var også i denne ære at shiro utsuri’en blev fremavlet, nemlig i 1925.

Showa Æra [1927 Til Januar 1989]

Mange mener at showa æra’en er den æra som har haft den største indflydelse på koi-avl samt udvikling og stabilisering af arter. Det var også i denne æra at det at holde koi’er gik fra at være en lokal hobby til en landsdækkende og senere verdensdækkende besættelse. Det var også i denne periode at de forskellige opdrættere tog springet fra at være en lille hobby-forretning til at gå det fulde skridt og gøre det til deres levevej, og her hvor rigtig mange opdrættere dukkede op.

Det sidste medlem af ”Go-Sankerne” (på engelsk ”The Big Three”) opstod også i denne æra i 1927 og fremkom ved at krydse en ki utsuri og kohaku. Det gav dog i starten et meget gulligt/brunt agtigt udseende og derfor satte man voldsomt ind for at forbedre denne farve til rød ligesom på kohakuen.

Det lykkedes omkring 1964 hvor en opdrætter kaldet Kobayashi begyndte at opnå den eftertragtede røde farve. Og selvom man ikke umiddelbart regner showa’en for at have decideret blodlinier er det stadig efterkommere af denne opdrætters showa der er hovedkvaliteten i Showa’er der produceres i dag.

I 1929 blev den første Gin Rin fremavlet. En koi hvis skæl reflekterer lyset og derved skinner som diamanter.

I 1946 fremavlede man en metallisk gul koi (ogon’s ”forfader”) Efter yderligere tålmodigt avslarbejde lykkedes det i 1957 at fremavle yamabuki ogon ved at krydse en kigoi med den tidligere gule ogon Det betød en enorm forbedring af det metalliske genskær og har også haft stor betydning for mange andre metalliske varianter og stabilisering af disse.

Orenjii Ogon blev fremavlet i 1953 og kujaku blev fremavlet i 1960. Gennem de senere år er avlsarbejdet med kujaku virkelig skredet frem med stor popularitet af varianten til følge (metalglansen & farver er blevet).

I 1950 lykkedes det at krydse en han-kohaku med en hun-asagi og Ai-Goromoen var dermed skabt. Senere der der udvilket forskellige varianter af denne race såsom budo og sumi goromo.

Det var også i Showa æraen at det lykkedes opdrætteren Tacho Yoshioka at fremavle en midori. I 1963 så den variant dagen efter 20 års hårdt forsøg. Problemet er dog bare at varianten ikke er stabil i sine gener og derfor vil en stor del af de grønne koi’er blive sorte som voksne – indtil videre.

Heisei Æra {Januar 1989--Nu}

Der var adskillige opdrættere der ønskede at opkalde en variant efter denne æra. Derfor har en del besluttet at varianten der tidligere hed Doitsu Yamato Nishiki (en skælløs metallisk sanke) fremover skulle kaldes Heisei Nishiki. Det er dog ikke alle opdrættere samt andre der er involvere i koi-branchen der har kunne tage dette navn til sig og derfor ser man dem stadig brugt i flæng de to forskellige termer.

Nutid og fremtid:

I dag bliver koi’en opdrættet i det meste af verden. Den anses for at være den mest populære havedamsfisk og bliver oftest refereret til som levende juvel eller svømmende blomst.

De fleste der er involveret i koi-hobyen betragter Niigata som koi’en oprindelsessted. Mere specifikt områderne i og omkring Ojiya City. I dag er der mere end 100 forskellige farver og typer af koi’er. Navnet Nishikigoi blev givet de farvede karper omkring 2. verdenskrig og i dag bliver de simpelthen kaldt koi’er som fællesnavn/betegnelse rundt omkring i hele verden.

Selvom koi’en er fremavlet af den almindelige karpe er den at betragte som racehunde og raceheste, nemlig en forædling af den ”oprindelige vare”. Derfor er koi’er også mere sarte end deres ophav Magoi’en og kræver ekstra pleje.

Der er derfor også spekuleret meget i hvordan tilfældet ville være såfremt man stoppede al avl på koi’erne og satte dem ud i den vilde natur. En stor del af dem ville gå til grunde, men ellers går spekulationerne på at de med få generationer igen ville miste farven og oprindelig igen være Magoi’er når man ikke længere foretog selektiv udvælgelse.